nORD: hylder Tarjei Vesaas

Onsdag 4. oktober 2017 kl: 12:46 af: Tvøresund
Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

nORD hylder Tarjei Vesaas. Mød Vesaas’ datter Guri Vesaas, forfatterne Agnes Ravatn og Dy Plambeck, skuespillerne Thure Lindhardt, Charlotte Munck og professor Dan Ringgaard når nORD sætter fokus på en af det 20. århundredes største norske forfattere.

Tarjei Vesaas (1897-1970) har i den grad sat sit præg på den norske litteraturhistorie. Ikke mindst med romanen ”Fuglene” fra 1957, som betragtes som et litterært mesterværk.

Fuglene
I centrum for romanen står Mattis, en sky, lidt tilbagestående mand, der har svært ved at leve op til den ydre verdens krav, men som lever et rigt og særegent indre liv og som især er optaget af det fugletræk, der flyver over hans og hans søsters bolig. Mattis er knyttet til naturen, til vandet som han ror på, til træerne, til fuglene, især til sneppen.

"Fuglene" er et smukt portræt af et søskendepar. Af en mand, der lever i verden på en anden måde end de fleste, og en stærk kvinde og søster, der holder sammen på virkeligheden.

”Fuglene” udkommer i en ny dansk oversættelse på forlaget Batzer & Co den 25. august.

Vesaas på nORD
Den tidligere forlagsredaktør og oversætter, og desuden datter af Tarjei Vesaas, Guri Vesaas gæster nORD og vil på scenen samtale med forfatterne Agnes Ravatn (N) og Dy Plambeck (DK) om Vesaas’ forfatterskab og særligt romanen ”Fuglene”. Samtalen bliver modereret af professor i Nordisk Litteratur ved Århus Universitet, Dan Ringgaard.

Med på scenen er også skuespillerne Thure Lindhardt og Charlotte Munck som vil give teksten krop og stemme.

” … Et mesterværk, som jeg håber aldrig vil dø. ” - Agnes Ravatn om ”Fuglene”:

”I mudderhullets brune, glatte overflade var der lette spor af fuglefødder, og så var der mange runde dybe små prikkehuller i den sumpede jord. Sneppen havde sin gang her. De dybe huller stammede fra næbbet som sneppen stak ned i mudderet og hentede et eller andet spiseligt op med, og somme tider bare prikkede og skrev med.
Mattis bøjede sig og læste hvad der stod. Så på de lette, dansende spor. Så let og fin er fuglen, tænkte han. Så let går min fugl i mosen når den er træt af himlen.
Du er dig, stod der. Det var noget af en hilsen at få.”
- Citat fra ”Fuglene”.

Den første norske modtager af Nordisk Råds litteraturpris
Tarjei Vesaas (1897-1970) er en af Norges betydeligste forfattere. Vesaas skrev både digte og dramaer, men er mest kendt for sine romaner og noveller. Vesaas blev født i Vinje i Telemarken. Som søn af en bonde var det forventet, at han gik i faderens fodspor, men Vesaas valgte i stedet at blive digter. Han debuterede i 1923 med romanen ”Menneskebørn”, en realistisk bonde- og udviklingsroman med visse eksperimenterende træk. Senere skrev han en række mere symbolske og allegoriske fortællinger. Han vandt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Is-slottet” i 1964, og brugte prispengene til at oprette en debutantpris, der stadig den dag i dag deles ud til årets bedste skønlitterære debutant i Norge. Tarjei Vesaas skrev på nynorsk.

Hyldest til Tarjei Vesaas er lørdag d. 16. september kl. 12.00 på Store Scene.


Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mail adresse:

Du vil modtage en e-mail der indeholder dagens vigtigste nyheder. E-mailen kan også indeholde annoncer fra vores annoncører. Du kan når som helst framelde dig nyhedsbrevet enten ved denne formular eller via et link nederst i den mail du dagligt modtager.